Naturen omkring os

Af S.A. Nielsen
Golf og Natur er uløseligt forbundet - et postulat udenfor
diskussion.
Ud over håndværket er "læsning" af fair-way's og omgivende natur
en del af spillet.
Denne kan så spænde fra den nødvendigste læsning af vindretning,
vindstyrke samt banens topografi til mere udtalt brug af
sanserne.
Så hvad enten man er ung eller ældre, elite- eller søndagsgolfer
får man ud over den sportslige udfordring en hel del in-put fra den
natur man færdes i.
Her ligger nok en del af forklaringen på, hvorfor golf er blevet
så populær en sport.
I modsætning til de fleste andre sportsgrene, udgør de sportslige
aktiviteter en ubetydelig del af den samlede tid man er på
golfbanen.
Så der er god tid til, ikke alene at modtage indtryk fra naturen,
men også til at fordøje dem.
Hvordan den enkelte prioriterer værdier under en runde er så en
anden sag. Men der er vist ingen tvivl om, at blandt golfspillere
er de der værdsætter naturoplevelserne undervejs i overtal.
Om mere end én golfbane er hørt udtalelsen : "Vi har Danmarks
smukkeste golfbane"! Det må da være garant for golfspillernes
naturbevidsthed.
At kalde Vejle Golf Club's bane anlæg for Danmarks smukkeste er
nok at tage at tage munden for fuld, men ser man frem til en runde
i en smuk, spændende og frem for alt ægte natur, går man ikke
forgæves.
Ved "ægte" skal forstås en bane anlagt på naturens præmisser -
uden at ændre for meget af det oprindelige. Næsten halvdelen af
arealet er oven i købet behæftet med fredskovspligt. Det er unikt
for baner i Danmark og sætter sit helt specielle præg på
anlægget.
Går ens interesser ud over golf i retning af ornitologi, botanik
eller entomologi så er der meget værdifuldt at se frem til og
den mere alment interesserede naturiagttager kan få mange indtryk,
der ikke kræver specialviden at fordøje.
For den landskabs interesserede spænder banen , der består af 3
gang 9 huller, fra fladt, åbent terræn til de meget kuperede
skovbevoksede arealer.
Om foråret er Anemone tæppet og en uges tid senere den
nyudsprungne Bøgeskov et syn der gør glæden ved at starte på en ny
sæson ekstra stor. Bøgen ved Vejle er kendt for sit meget tidlige
udspring.
Ud over Anemone kan af tidlige blomster nævnes Engkabbeleje og
Vorterod.
De forskellige arter buske der indgår i løvtræbælterne langs
fairway's står på denne årstid med et flor af hvide blomster.
Den fugleinteresserede kan ikke undgå at høre Ravnen hæse skrig,
Fasanhanens skogren og Sortspættens langtrukne klyy - i - i - i
.
I vandhullerne ses Gråand, Blishøne og Grønbenet Rørhøne, ofte med
afkom.
Sidst på foråret kan man være heldig at høre gul Pirols melodiske
fløjt og høres
det, så prøv at få øje på fuglen - den skal ses højt i trætoppene.
Pirolen er absolut en sjældenhed.
På denne tid dukker de første sommerfugle op. Én af de første er
gerne den let kendelige Citronsommerfugl. Lidt senere ses
Aurora og forskellige Randøjer.
Om sommeren er det mere i det åbne landskab naturen boltrer sig.
Bøgen er et skyggetræ og derfor er skovbunden på den tid ikke
stedet at se blomstrende planter.
Dog, den opmærksomme vil enkelte steder kunne se en af de få
danske orkideer. Nemlig Skovhullæbe, lidt svær at få øje på, men
ved nærmere eftersyn utrolig smuk.
Ved spil gennem skovdelen kan man være heldig at se Råvildt
passere fairway og sidst i juli i parringstiden høre deres
piben.
Et par gange er set spor efter Kronvildt, så hvem ved, måske
træffer man på en efterkommer af landets ældste indbyggere.
Men er der lys er der liv - så der er meget at se for den botanik
interesserede.
For eksempel tidslerne i roughen, der er foderplante for den
smukke og ikke så almindelige Tidselsommerfugl, der har taget den
lange tur fra nord Afrika til Vejle.
Af interessante fugle kan ses rød Glente. I vandhullet ved
indkørsel til banen er der ofte besøg af lille Lappedykker, og her
som i de øvrige vandhuller på banen ses svømmende Vandaks, langs
bredderne gul Iris, Brudelys og Dunhammer.
Med efterårets komme begynder sæsonen at lakke mod enden, lidt
vemodigt, men naturen kan live op. Skovens løvtræer begynder at
skifte kulør, gyldne og orange farver dominerer.
Nogle af buskene, f.eks. Benved, har ildrøde blade.
Vandhuller får besøg af trækgæster, f.eks. Pibeand, og ikke
sjældent har man trækkende Vildgæs over banen.
I vintertiden, der jo er udenfor sæson, kan der såfremt man undgår
snelæg godt spilles. Under runder kan man så opleve trækfugle fra
vore nabolande i nord.
Sjagger, Kernebider og især Kvækerfinker kommer i store
flokke.
Ved snelæg er spil ikke muligt. Men en spadseretur efter nysne vil
kunne give en helt speciel oplevelse. Da står spor efter nattens
trafik skarpt prentet. Man får så et indtryk af hvilke dyr der
usete færdes her året rundt.
Det drejer sig om Ræv, Grævling og Mår.
Spor efter disse dyr ses året rundt i banens bunkers. Men det er
jo steder der under spil helst undgås.
Er man førstegangsbesøgende vil Baneguide og Naturguide være en
god hjælp til fuldt udbytte af en runde. Begge publikationer
formidles af sekretariatet - og kan varmt anbefales.
Faste spilletider:
Mandage:
Senior Section
Løbende start fra
kl. 7.00 (18 huller)
kl. 9.00 ( 9 huller)
Tirsdage:
Ladies Section
Løbende start fra
kl. 14.15
Onsdage:
Kaninturnering
Gunstart
kl. 17.30 (9 huller)
Torsdage:
Mens Section
Løbende start fra
kl. 14.00
Udover disse findes mange forskellige uofficielle gruppe-ringer, foreninger og "klub-ber i klubben". Hverken disse eller ovenstående officielle "klubber i klubben" har særlige rettigheder i forhold til de regler og vedtægter som gælder for Vejle Golf Clubs øvrige medlemmer.
